Hmmm og ti minutter efter sidste tekst brød min verden alligevel sammen... nej måske ikke helt sammen, men jeg erkendte at den var blevet rystet grundigt rundt, og intet lå som det havde ligget 24 timer tidligere...
Det rystede mig, gjorde mig ked, vred og endda næsten hadefuld, men nu er jeg kommet videre, og er så småt begyndt at sætte pris på det der skete, selvom det var hårdt. At hele min verden er rystet rundt giver mig nu en mulighed for at sætte tingene på den rette plads. Det har faktisk sparet mig for det besvær der er ved selv at tage initiativet til at rive tingene væk fra en plads hvor de har slået rod, selvom det slet ikke er den plads der var tiltænkt dem...
Jeg har lang vej endnu, men det hjælper altsammen.
I min visordsbog står der følgende: "Tag dig af ting du ikke er tilfreds med ved at ære det og sige: 'Tak, du har lært mig noget.'" (Citat Bear Heart - Vinden er min moder)

Knus Machula
_______________________
Har egentligt ikke så meget nyt at tilføje.
Fandt vist bare ud af hele min Bo-er-fantastisk-'indbildning' ikke var indbildning, og at det var umuligt at bilde mig selv det ind, så jeg måtte i stedet tage det med løftet pande, mens jeg med gru ventede på hvad der skulle ske mellem ham og Susanne.